Årgang 2004 til indendørsstævne i Gundsølillehallen

Lørdag formiddag drog syv friske B82-drenge og de to trænere Anders ”Mourinho” Volf og Esben ”John Faxe” Bak afsted til Gundsølillehallen. Med sig havde truppen en håndfuld forventningsfulde fans (forældre).

Inden første kamp tog ”Mourinho” teten og satte taktikken for holdet: ”sambafodbold, sambafodbold, sambafodbold” - ”John Faxe” nikkede anerkendende og gennemsyrede holdet med moralsk opbakning.

Følgende stjernespillere trak således den rød-hvide trøje over hovedet: Christian, Daniel B, Emil, Frederik, Lukas , Oskar og Zakarias.

Første kamp mod AB startede lovende. Christian ”Messi” sneg sig uden tøven forbi to modspillere og placerede bolden i det lange hjørne. De grønne AB’ere udlignede dog kort tid efter på trods af fantastisk forsvarsspil af Lukas, der viste god fysik og flot defensivt arbejde gennem hele stævnet.

B82 tabte gudskelov ikke modet, men kæmpede heroisk videre, hvilket kom holdet til gavn, da Zakarias og Frederik i ægte ”tikki-takki”-stil viste vejen til Christian, der endnu engang scorede. Efterfølgende måtte Emil dog se sig overplaceret igen, da uglerne endnu engang udlignede. ØV! Men hvem springer til, når alting er galt? Christian!, der leverede en pragtindsats og scorede to ”basser” mere til slutresultatet 4-2. De to fantastiske assister sat af Daniel og Oskar.

Næste kamp var mod Espergærde. Drengene kæmpede tappert, og Christian og Emil havde begge skud på træværket, - men bolden ville bare ikke ind. Med to et halvt minut igen satsede B82 hårdt på sejren, hvilket skabte huller bag i. Dette udnyttede Espergærde med to kyniske afslutninger. Resultatet blev 2-0 til Espergærde.

Sidste kamp skulle spilles mod Gundsølilles ”lokale helte”, der leverede en flot indsats. Gundsølilles indsats var dog ikke nok til at skræmme B82’s opstemte fodboldspillere, der havde blod på tanden efter endnu en sejr. Flot brasiliansk samba-fodbold resulterede i ENDNU en scoring fra Christians højre ben. Tilslut kunne Gundsølille ikke modstå B82’s høje pres, hvorfor de var nødsaget til at ligge bolden i eget net. Slutresultat: 2-0 til ’82.

Opsamling:
B82 – AB: 4-2
B82 – Espergærde: 0-2
B82 – Gundsølille: 2-0

Mål:
Christian: 5
Selvmål: 1

”Mourinho” og ”John Faxe” takker for et guddommeligt indendørsstævne!

Esben Bak & Anders Volf, trænere årgang 2004.

B82’s kommende stjerner. Mon de kan nå lige så langt som det nuværende seniorhold (Dream Team)?

”Samba-fodbold, samba-fodbold, samba-fodbold”

Ingen kommentarer :

Send en kommentar